Min datter er i den alder, hvor hun hele tiden finder på nye ting, hun vil beskæftige sig med i sin fritid. Hun er 17 år og meget dygtig til at tegne og male. Hun er også meget bevidst om, at man skal genbruge så meget, man overhovedet kan. Derfor har hun kastet sig ud i en ny hobby. Scrapbooking kalder hun det. Hun samler alt muligt emballage sammen, som jeg ellers ville have smidt ud. Fx så fik hun fat i den der boks med cornflakes i. Den rev hun til sig og vil bruge den i et ny værk. Hun tog også den der gennemsigtige plastikpose, som cornflakesene ligger i, vaskede den og sagde, at hun også kan bruge den. Ok. Det er fint med genbrug og up-cycling, og hvad det ellers hedder. Men hvor skal jeg gøre af hendes cornflakes? Hun har hældt hele indholdet fra boksen og posen ud i en skål.

Et sylteglas

Jeg finder et stort sylteglas frem og hælder dem i det. ”Du må godt lige vente med at genbruge, til tingene er brugt første gang, ikke?” Jeg er lidt irriteret over at skulle bruge sylteglasset til cornflakes. Det skulle have været brugt til min hjemmelavede rabarbermarmelade. Men pyt. Jeg må bruge to af de små glas. Min datter svarer mig ikke. Hun er allerede inde på sit værelse for at skabe et nyt værk. Noget med en slags notesbog med dekorationer. Ok, jeg er lidt spændt på at se, hvad der kan komme ud af en papæske og en plastpose. Jeg kan høre, at hun har sat musik på. Pop. Jeg kan også høre, at hun hele tiden render på badeværelset for at fylde vand i sit penselbæger. Jeg går i gang med at sylte rabarberne. Jeg bruger den gamle opskrift: rabarberstængler, sukker, citronskal og -saft, vanilje og geleringspulver. Det er nemt. Man skal bare være ved gryden hele tiden.

Glassene bliver skoldet, og marmeladen bliver sat til at køle af. Jeg sætter mig ud i haven og nyder en kop kaffe. Venter på, at min mand kommer hjem. Han arbejder til sent.

Ud at købe kontorartikler

Min datter kommer ud til mig og spørger, om jeg har tid. Det har jeg da. Hun vil gerne have, at vi kører ind til byen og går ned i den der butik med kontorartikler og køber en lamineringsmaskine til hende. Der er mange at vælge mellem: https://justmore.dk/lamineringsmaskiner

Jeg spørger hende om, hvorfor hun vil have en lamineringsmaskine. Forklaringen, jeg får, er lidt langt ude: Det er, fordi den idé, jeg havde med plastikposen, fungerer ikke. ”Eller jo, det gør det, men så har jeg bare brug for en symaskine, så jeg kan sy lagene sammen. Plastikken skal sys om den tegning, jeg har malet for at beskytte den. Den vil også sørge for, at der ikke kommer fugt på tegningen.”

Jeg spørger hende, om hun ikke kan bruge lim i stedet for at sy, men får at vide, at det ikke dur med lim. Det har hun prøvet. Den lim, hun har, er kun egnet til papir. Jeg siger til hende, at så kører vi ind til byen og finder en tube lim, der også kan lime plastik. Det vil være billigere.