Det var en noget barsk periode, min mand og jeg var igennem sidste år. Når man har tre børn i skolealderen, er det noget af en belastning, når ens mand gennem længere tid ringer hjem næsten hver dag, at han bliver et par timer forsinket på arbejdet. Jeg vidste jo godt, at han på grund af en omfattende omlægning af produktionsgangen havde ekstraordinært travlt, men som kvinde kan man jo nemt blive lidt mistænksom, når han ringer med den besked stort set hver eneste dag.

Det blev ikke bedre af, at han blev mere og mere kort for hovedet og talte surt til både børnene og mig, så en aften tog jeg mig sammen og konfronterede ham med den belastning, han var blevet for resten af familien.

Han blev ikke vred, for inderst inde var han nok selv klar over, at det voldsomme arbejdspres havde konsekvenser for os andre. Han indrømmede, at han var ved at få symptomer på stress, men han mente nu nok, han kunne klare tingene, for der var kun et par uger tilbage, før de på arbejdet var færdige med den store strukturændring.

Jeg besluttede mig for at hjælpe ham med at undgå stress ved blandt andet at undlade dumme mistanker mod ham og samtidig lade ham slappe helt af fra det huslige arbejde – og desuden møde hans irritable facon med kærlighed i stedet for protester.

Det lykkedes, og i løbet af få dage var stort set alle symptomer på stress hos ham helt forsvundet.